At miste

Skrevet af Michael Andersen d. 17-01-2011 kl. 09.00

Det var en almindelig weekend sammen med kæresten ude i Christiansfeld, indtil jeg fik en opringning fra min mor, om at min morfar var vågnet tidligt op om morgenen med en blodprop i hjernen, og han var blevet hentet af ambulancen og kørt til Vejle sygehus. Det første jeg tænkte var at det kun kunne være fordi, han havde gået med spekulationer og sorg om at min mor havde fået kraft, og ikke fordi han altid havde røget pibe. Jeg spurgte min mor om hvornår jeg kunne komme og besøge ham, for jeg var klar til at køre med det samme. Hun sagde jeg gerne måtte komme nu, for mor og far var der allerede. Jeg fortalte min kæreste hvad der var sket med tåre i mine øjne, og at jeg skulle til Vejle sygehus med det samme. Jeg spurgte om hun ville med. Men hun synes jeg skulle køre derud selv, så kunne hun tage med næste gang sagde hun. Jeg skyndte mig at gøre mig klar til at køre og kyssede kæresten farvel. Jeg gik med hurtige skridt ned mod bilen med en masse tanker i hovedet.

Idet jeg startede bilen ringede telefonen, jeg tog den og bakkede ud af indkørslen. Det var mor. Hun sagde at jeg skulle køre til Odense sygehus i stedet for, fordi morfar var nu blevet overført dertil. Jeg kørte på tankstationen for at fylde bilen op med benzin, Og indstillede GPS’en til Odense sygehus. Jeg begyndte at køre ud mod motorvejen. Jeg havde en lang køretur foran mig, og jeg vidste egentlig ikke hvad der gik af tanker gennem hovedet på mig. Inden jeg så mig om kunne jeg se sygehuset på lang afstand. Jeg kørte rundt på sygehusets p-plads for at finde et sted at parkere, men der var propfyldt med biler. Jeg blev mere og mere hidsig, indtil jeg endelig fandt en ledig plads. Jeg skyndte mig at betale for at holde og samtidig ringe til min far for at spørge om hvilken stue han lå på. Min far sagde at han kunne gå ned til indgangen og at vi kunne mødes der. Jeg sagde okay og lagde på. Jeg tænkte at det var gået hurtigt siden de allerede var her. Jeg stod og ventede på min far ved indgangen. Jeg så mig omkring for at kunne få øje på ham. Han kom hen imod mig og vi sagde intet til hinanden. Jeg fulgte bare efter hen mod trapperne. Vi gik op til en dør som åbnede ind til en lang gang, til venstre for os var der et venteværelse hvor jeg så min mormor sidde inde. Jeg gik ind med et blik mod hende, og hun begyndte lige så stille at ryste og bringe tåre frem. Jeg gav hende et langt kram. Jeg tog en stol og satte mig foran hende og tog fat i hendes hånd. Jeg prøvede at berolige hende ved at sige at han nok skulle klare den. Hun svarede med korte ord, jeg næsten ikke kunne forstå fordi hun var så ked af det. Jeg spurgte far hvor mor var henne. Og han svarede at hun var inde ved morfar, og at han kunne godt følge mig hen til stuen hvor han lå. Mormor ville ikke med, for hun kunne ikke klare at se ham ligge på den måde. Vi gik langsomt hen mod stuen og ind af en dør til højre.

Døren stod åben og det første jeg fik øje på var mor stå og holde sin far i hånden og age ham i håret. Jeg gik hen på den anden side af sengen hvor han lå og han rørte sig ikke, han lå bare og stirrede på mig. Han havde slanger overalt. Jeg sagde ”hej morfar”, og mens han lå og stirrede uden at røre sig det mindste, kom der en tåre ud af hans ene øje. Jeg begyndte at få krampe i maven og gik hen til vinduet og så ud. Og så kom det. Jeg begyndte at græde som en sindssyg og mine kinder blev plask våde. Min mor kom og holdte om mig med tårer i sine øjne, og gav mig noget papir til at tørre mine øjne med. jeg tænkte at det var helt forkert at se morfar på den måde. Han har altid været så frisk og fuld af glæde og jokes til hver en tid. Jeg kunne ikke holde til at se ham ligge sådan, så jeg tog mor i hånden og gik ud til mormor og far, som sad i venteværelset. Vi satte os begge to ned og jeg sad bare og kiggede ned i gulvet. Mormor tog mig i hånden, for hun kunne godt se at jeg havde fået et chok over at se ham på den måde. Vi sad alle med tåre i øjnene og snakkede lidt frem og tilbage om morfar. Efter et par timer kom der to sygeplejersker og spurgte os alle sammen, om vi havde lyst til at snakke. Vi gik alle efter dem hen til et stille værelse hvor vi satte os ned. Den ene sygeplejerske begyndte at fortælle om hvordan landet lå med morfar. Jeg tænkte på hvor irriterende hendes accent var, for jeg skulle virkelig lytte godt efter for at kunne forstå hvad der kom ud af hendes mund. Hun fortalte at det ikke så ret godt ud med ham, og at vi skulle forberede os på at det nok var slut. Da hun fik sagt det startede mormor med at ryste og græde. Sygeplejersken fortalte også at de ikke kunne fjerne blodproppen fordi den sad det farligste sted, så det kunne ikke fjernes. Og de ville sende ham tilbage til Vejle sygehus og ligge ham i respirator, for der kunne ikke gøres noget for ham. Efter en lang samtale med de to sygeplejersker blev vi alle enige om at tage hjem til mormor.

Der var nu gået to dage efter jeg havde besøgt ham. Jeg fik en opringning fra min lillesøster som spurgte om vi skulle køre til Vejle for at se til morfar, for mor, far og mormor var nemlig derovre og vores moster var lige kommet hjem fra Canada. Jeg kørte til Kolding for at hente min lillesøster inde ved hendes kæreste. Jeg skrev en besked til hende, at jeg var der om 2 minutter. jeg kørte ind på p-pladsen og sad og ventede. Jeg kunne se hende gennem vinduerne nede fra bilen at hun var på vej ned af trapperne i højhuset. Hun satte sig ind og vi var dem der var kørt mod Vejle. Hun spurgte til morfar på vejen, for hun havde ikke set ham efter det var sket. Jeg fortalte hende at hun skulle forberede sig på, at det vil blive hårdt at se ham ligge sådan. Da vi endelig nåede frem til Sygehuset og havde fundet en holdeplads, bad jeg lillesøster om at ringe far op, og fortælle ham at vi var der nu, og om han lige ville gå os i møde. Vi røg begge to en smøg og gik ind til far som stod og ventede på os. Vi gik alle tre op til de andre som sad for enden af gangen og drak kaffe. Vi krammede vores moster hej, som var godt træt efter en lang rejse uden søvn. Vi sad lidt og snakkede alle sammen. Mor spurgte min lillesøster om hun ville med ind og se til morfar. Jeg gik med. Vi gik alle tre hen til stuen han lå på. Vi smurte alle sammen vores hænder ind i hospitalssprit udenfor døren og gik ind. Der lå morfar i respirator. Jeg smilte lidt indeni, for han så meget mere frisk ud end hvad han gjorde på Odense sygehus. Vi gik hen til hans seng som han lå i. Lillesøster og mor stillede sig på den ene side af ham, og jeg på den anden. Min lillesøster stod bare og lignede ét stort spørgsmålstegn mens hun kiggede på ham, og så begyndte hun at græde, og tog fat i morfars ene hånd. Så begyndte mig og mor også at knibe et par tåre. Vi gik ud på gangen igen hen til de andre. På det tidspunkt kunne min lillesøster og jeg godt bruge en smøg, så vi gik ud for at ryge. Vi stod og snakkede om hele situationen. Vi blev færdige med at ryge og vi gik derfor ind igen. Der gik et par timer til der kom fem læger og sygeplejersker hen for at fortælle at vi havde et valg at tage, som vi alle skulle tænke godt igennem og snakke om. Valget var imellem at slukke for ham eller lave et hul i halsen på ham, så han kunne trække vejret derigennem og sidde i kørestol til han dør. Min mormor svarede til lægen at morfar og hende, havde været ude at gå en dag, hvor de gik forbi en lam mand i kørestol. Hvor morfar sagde til hende, at hvis han nogensinde kom til at sidde sådan, så skulle hun skyde ham. Så vi alle var godt enige om at han ikke skulle fortsætte hans liv i kørestol, for det havde han ikke fortjent! Vi skulle alligevel tænke lidt mere over det, og så skulle mormor kontakte sygehuset og fortælle dem den endelige beslutning når det passede hende.

Der var nu gået nogle dage og jeg var ude ved kæresten igen. Jeg havde lige været ovre i fakta på den anden side af vejen for at handle. Jeg nåede kun ind ad døren da min mobil ringede. Jeg så på displayet at det var mor og tænkte det værste. Jeg tog den og ja.. morfar var gået bort.